Charlottehavens Arkitektur

Bygningen er tegnet af professor, arkitekt Boye Lundgaard og arkitekt Lene Tranbergs tegnestue og er projekteret som en randbebyggelse langs med Strandboulevarden, Hjørringgade og Gl. Kalkbrænderivej på Østerbro.
 
Projektet er udformet med en sluttet randbebyggelse mod de tre tilgrænsende bygader, hovedfløjen mod Strandboulevarden i 6 etager, og de to sidefløje i 5 etager. Randbebyggelsen rummer udlejningsboliger, der varierer i størrelse fra 50 m2 til 160 m2, alle med adgang fra gade- og havesiden.
 
I det bagvedliggende gårdrum er servicecenteret udformet som et langstrakt, skarptskåret bygningsvolumen i én etage, hvorover to punkthuse indeholdende ’bolighotellet’ rejser sig i 8 etager.
 
Med inspiration i de bedste Østerbrohuse, har bebyggelsens ydre fremtoning til formål dels at udgøre en rolig, markant bygningskrop, men samtidig at byde på et rigt varieret spil af lys og skygge og stoflige spændingsfyldte kontraster og detaljer, som man kender det fra kvarteret.
 
Facaderne fremstår som en stærkt facetteret forskydning af facadeplanet i flere lag: altanbrystninger, karnapflader, facademure og glasflader.
 
Randbebyggelsen er udformet med ’københavner’ tagprofil med skrå sider, mens servicebygningen og punkthusene har flade tage, idet disse står i samspil med det nærliggende kontorbyggeri. Penthouses i form af spinkle glaskuber møblerer lokalt randbebyggelsens tagplan, i tilknytning til større tagterrasser med storslået udsyn over byen.